En praktikants bekendelser…

Published 20/12/2018 11:11 by Anna Rønn Schmidt

Her er hvad vores seneste praktikant, Anna, skrev om sit praktikophold hos Untold. Hvis du kan se dig selv i samme rolle, så giv lyd…

Jeg sidder ved det yderste bord i lokalet med en udsigt udover Dr. Louises Bro og søerne. Hvorfor de er gået med til at give praktikanten kontorets bedste plads, forstår jeg stadig ikke. Jeg har også udsigt til de bløde, brune lædersofaer, der huser alt fra ugentlige updates, daglige pauser og fredagens fyraftensdrink. På sofabordet står der croissanter og friskbrygget kaffe klar til dagens morgenmøde. En af mine kollegaer har sat et eller andet trendy og jazzet julenummer på, som jeg ikke kender. Rundt omkring på de seks hæve-sænke-borde ligger der blandt andet et kamerastativ, grafikerens hjemmedesignede postkort og en dimsedut, der kan sige forskellige dyrelyde når man trykker på den. Den trykker vi på, når en af os har gjort noget godt. Hvorfor den ligger der, kan have noget af gøre med de kollager der sidder ved siden af mig. Det er nemlig fem mennesker, der deler en rimelig heftig passion for bagværk, kaffe og underlige gadgets. En af mine yndlingsgadgets har fået plads på mit eget bord. En vindblæser, der sørger for en såkaldt Beyonce-vind, når man skriver vigtige e-mails. På bordet er der også en kop med seks kuglepenne, der ikke virker og en praktikant hat som jeg heldigvis ikke behøver have på mere. Men min absolutte yndlingsting på mit bord er en gul post-it. Den er fra min projektleder, og jeg fik den, da min praktik hos Untold startede. På den er en to-do liste bestående af et enkelt gøremål: overtag verdensherredømmet.

48362768_1986517284763165_176041797405900800_n

Uden at overdrive vil jeg mene, at det er lykkedes. Det med verdensherredømmet. I hvert fald hvis verdensherredømmet inkluderer at have berørt alle de arbejdsopgaver SoMe verdenen indeholder. Hos Untold har jeg siddet med community management, projektledelse, indholdsproduktion, tekstforfatning, rapportering, strategi og idéudvikling. Jeg har sågar fået lov til, at have en finger med i spillet hvad angår Untold’s egen kommunikation og identitet på sociale medier. Jeg har fået et indblik i den kreative proces; at udvikle indhold for forskellige kunder. For det er et virkelig sjovt mix af kunder, du kommer til at sidde med som praktikant hos Untold. Varieteten af kunder gør, at dine arbejdsdage aldrig er ens. Den ene dag kan du sidde med planlægningen af en kampagne, og den anden dag kan du stå sammen med fotografen på en skydning og assistere på produktionen. Hvis du ikke allerede er god til at have mange bolde i luften, så bliver du det! Du kommer til at få et kæmpe indblik i, hvordan et kreativt bureau arbejder. Det indblik har blandt andet hjulpet mig til at finde ud af, hvad jeg vil, og hvor jeg skal hen i den her branche.

Praktikforløbet har desuden kunne kobles til mit studie. Jeg er på mit andet år på kandidaten, en Cand. Soc. i Management of Creative Business Processes på CBS. Ved siden af har jeg læst to valgfag. Mit praktikforløb har været fleksibelt nok til, at jeg kunne gå i skole ved siden af. Desuden har jeg kunne bruge erfaringen fra praktikken i mit skolearbejde og omvendt – der har været forelæsninger og lektier, der pludselig gav mening.

Hvis jeg ikke har fyldt dig med nok fordele ved en praktik hos Untold endnu, så får du lige en ekstra her: Menneskerne! I virkeligheden kan din praktik være fyldt med nok så mange spændende opgaver, men hvis dine kollegaer ikke inspirerer dig, udfordrer dig og hjælper dig på rette vej, så vil du formentlig sidde tilbage med en halvtom følelse. Dén følelse får du ikke hos Untold – det vil jeg gerne skrive under på. Det er fantastiske mennesker med et væld af finurlige idéer og fordrejede kreative hjerner. Og dét må være mit vigtigste argument for, hvorfor du bør søge om praktik hos Untold.

Efterskrift: Anna fortsatte på deltid hos Untold, mens hun skrev sit speciale og blev dernæst fuldtidsansat. Hun sidder stadig på kontorets bedste plads og styrer verden. #whorunstheworld

 

❮ BACK